Som flere måske ved, så har konsekvensen efter Jakobs uheld jo været, at han har en mindre hjerneskade. Og det påvirker ham (selvfølgelig) osse i dagligdagen.Men hvor meget, er det svært at sætte ord på. For hvad er det nu lige han "fejler".
Jeg har bare gennem længere tid gået rundt med en mavefornemmelse af, at der kunne gøres mere for at han kunne få mere ud af livet i skolen og herhjemme, men hvad.......
For 1 år siden traf vi i samråd med Jakobs læge på børneambulatoriet beslutningen om, at han skulle lægge Ritalin pillerne på hylden, for at se, om han kunne klare sig uden, hvad lægen mente, at det ville han kunne. Bl.a. fordi en af konsekvenserne var, at han var mindre social med klassekammeraterne, sov dårligere og havde dårlig appetit.
I november bad vi om at få lavet en ny WISC test (version IV), den blev lavet i februar, efter at have rykket et par gange. Og med den i hånden bad vi om en henvisning til Børnepsykiatrisk Ambulatorium for en udredning. Bl.a. fordi jeg ikke var enig med lægen på børneambulatoriet, i at alt var som det skulle være. Han pointerede endda kraftigt, at så "var det ude af hans hænder", og "var det nu det vi ville". Og JA, det var det jeg ville, for Jakobs skyld.
Igen - MAVEFORNEMMELSE.
I maj og juni måneder var vi til de første samtaler i Aabenraa, både hvor Jakob var med, og hvor det kun var os forældre, der skulle fortælle. Og i starten af sommerferien var Jakob til 1. del af en test, i september var han afsted til 2. del, og NU her i starten af oktober har vi så været afsted og har fået at vide, hvad resultaterne viser:
Og jo, mavefornemmelsen, den var go nok. Han har en hjerneskade, og den viser sig i form af ADD, som er det samme som ADHD, men uden hyperaktivitet. Man kan læse mere om ADHD, bl.a. hos
Psykiatrifonden.
Og hva' ska' der så ske nu? Lige p.t. fortsætter Jakob uden piller, men kun frem til der har været afholdt netværksmøde for Jakob. Dvs. skolen (en leder fra skolen og hans kommende klasselærer), skolepsykologen der er knyttet på Jakobs sag, vi som forældre bliver informeret i fællesskab af Børnepsyk., og så finder vi en fælles vej fremadrettet. Og konsekvensen bliver (næsten) helt sikkert, at han skal starte på medicin igen, men forskellen er denne gang, at fagpersonerne fra Børnepsyk, har meget større erfaring at trække på og de besidder allerede en stor viden om, hvilke præparater, der kunne være aktuelle.
På min søns vegne, ja, så glæder jeg mig over, at det kan betale sig at være vedholdende og over at jeg fulgte min mavefornemmelse helt til dørs......
