Tid er noget underligt noget

Jeg synes den flyver afsted for tiden. Næsten alt for hurtigt, så man (= jeg) næsten ikke kan nå at følge med.

Om kort tid er der gået et helt år siden Jakobs ulykke og vores verden som vi kender den blev rystet i sin grundvold. Jeg kan ikke helt forstå at der allerede er gået et år, men glæder mig til at den første "årsdag" er overstået. Først når vi har passeret 10. maj, kl. 16:24 (tidspunktet for opringningen fra svømmehallen) bliver jeg mere rolig igen.

Ikke at jeg ikke normalt tager det roligt - kæresten synes ofte, det er FOR roligt - men jeg kan mærke på mig selv at jeg er lidt ude af balance for tiden, og faktisk bare går og venter på at passere den 10. maj.......

Men nu har vi fået indkaldelse fra Hammel Neurocenter, hvor de vil se Jakob til 1-års kontrolundersøgelse, så der skal vi op den 5. maj om formiddagen. Det bliver på en måde helt rart at komme derop igen og jeg glæder mig til at vise dem, hvor langt Jakob er nået. Og håber samtidig at de opfatter fremskridtene på samme måde som mig og synes, at han er nået "langt nok". Det er jo selvfølgelig et vidt begreb, men jeg formoder at de lissom har en idé om, hvor langt han burde være nået efter hhv. ét år, 2 år etc.

Samtidig har vi også fået indkaldelse fra Sønderborg Sygehus, hvor han skal til 2. kontrol - der bliver han indkaldt hvert ½ år. Det skal vi så den 12. maj. Lægen der, vil formodentlig foreslå at vi skal prøve en periode uden piller, eller nedsætte dosis, så man kan se an, hvordan han klarer dagligdagen uden medicin.
Selv synes jeg slet ikke han kan klare sig uden medicinen, men det skal selvfølgelig afprøves, for der er jo ingen grund til at give medicin, når det ikke er nødvendigt.

Og nu er der så gået et år. I det år har vi hele tiden vidst, hvad han måtte og frem for alt, hvad han IKKE måtte. Men hva' så nu! Nu ER der jo gået et år og hva' må han så?
Derfor tog jeg kontakt til overlægen på Sønderborg Sygehus, der mente at der ikke var nogen restriktioner mere. Så nu må han ALT igen. Vi skal naturligvis holde øje med, hvordan han har det/får det, men alligevel.....
Det er dejligt, og han glæde sig til trampolinen bliver stillet op hjemme i haven og han glæder sig endnu mere til at han får lov til at hoppe fra 3 meter vippen i svømmehallen. . . . . .

Men den dag, ska' jeg nok sørge for at være der og holde godt øje med ham, for vi har opbrugt kvoten for ulykker i vores familie