11. december 2005

Og nu til det første....

Se, de sidste 2 indlæg handlede om noget af det jeg senest har strikket, så nu vil jeg vise det der faktisk fik mig i gang med strikkerierne igen for alvor i efteråret 2004 efter flere års pause.



Den grønne model er en optrevlet UFO, der havde ligget siden jeg stoppede med at strikke. Den er strikket i Capri fra Ingelise, og faktisk var blusen til mig selv færdig, der manglede blot få cm på det ene ærme. Men så blev farven "out" og jeg blev træt af at mangle garn, og da jeg så fik lyst til at strikke igen, blev UFO'en trævlet op og konverteret til en bluse til Jakob (sønneke på 5½) udfra devisen "Hvis du ikke gider strikke mere end detteher, er det for dumt at bruge penge på garn, når du nu HAR på lager"
Jakob kan faktisk ikke passe blusen endnu, til trods for at den er strikket tilbage i september 2004, men strikkeriet fik jeg så først rigtig lyst til, efter at have overvundet mig selv med de flotte snoninger, så jeg gik lystigt igang med cardiganen til Emilie (datteren min, der fylder 8 om mindre end en måned) - igen i garn fra lageret, vistnok noget angora-look-a-like fra Johs Garn, som min mor og jeg købte på et lagersalg for mange herrens år siden. Men trøjen er et hit. Tøsen bruger den stadigvæk, og det varmer jo et moderhjerte..............
Slut for nu. Nu vil jeg ind og se dyner og restituere efter at have bowlet i to timer (og vi var kun 3 mand høj på banen) med efterfølgende julefrokost.

Ingen kommentarer: