Ferie og ny familiesport

Ferien er snart slut, der er blot et par dage tilbage her på Hesselhus Camping, en DCU-plads i nærheden af Silkeborg......

I morgen kommer der angiveligt et mindre regnvejr ind over Danmark, så der bruger vi nok dagen på hygge i teltet og kører måske en tur til Silkeborg, bl.a. for at ose i et campingcenter og mon ikke også vi skal have købt en fødselsdaggave eller to til Jakob der fylder 9 på fredag.

Der er ellers dejligt her i området. Har i dag været på en "mindre" cykeltur rundt om Bølling Sø. Da vi kom hjem havde vi cyklet ca. 19 km - så vi var nogen der var trætte. Farmand truede ganske vist med at vi skulle på den igen imorgen, bare den modsatte vej rundt, men det har vi nægtet.

Ellers har vi i dag taget det første spæde skridt udi en ny (for os) familiesport, nemlig Geocaching. Det er noget vi kan være med til alle 4, og så får vi samtidig rørt os lidt, når vi vælger at tage cyklen. Den første "skat" vi ledte efter, fandt vi ikke, mens det gik lidt nemmere med nr. 2.
På lidt længere sigt har vi forestillet os, at det er noget der kan få os ud af huset en søndag eftermiddag, hvor vi udvælger os et område, hvor vi kan køre til i bil, og så bruge vores gå-ben til resten når vi kommer frem.

Strkket bliver der ikke så meget af her på ferien. Man skulle tro, at jeg ikke lavede andet, men det er ikke helt tilfældet. Jeg skal vist være heldig, hvis jeg når at blive færdig med "Stikkelsbær"-blusen inden vi kommer hjem.

Vi ska hjem ......

Tænk, så er der gået blot 6 uger og vi skal allerede udskrives her fra Hammel.

På tirsdag den 14. juli efter "farvel-kaffe" pakker vi det sidste ned og kører hjem til os selv - ALLE 4.

Pardon my french - men KÆFT, hvor bliver det dejligt. Det er jo bare det vi har gået og ventet på så længe og nu er det virkelighed.

Nå ja, længe og længe, for som skrevet i starten, så har vi "kun" været her i 6 uger. Men da vi kom den 3. juni var det jo på ubestemt tid og INGEN kunne sige noget om, hvor lang tid genoptræningen ville tage. Men vi har en knægt med en ustyrlig fighter-vilje og hans erklærede målsætning har hele tiden været : "Jeg vil ikke være her til min fødselsdag". Og målet er nået, for han kommer hjem ca. 14 dage før sin 9 års fødselsdag.

Og knægten er dygtig, ingen tvivl om det, for han kan jo både gå, cykle, rulle på inliners, gynge, klatre, både sparke til og gribe en bold, køre på waweboard........

Men da han kom her, ja, der kunne han ikke engang huske hvordan han skulle rejse sig fra sengen. Talte lidt med en fysioterapeut forleden og hun sagde at hun allerede første gang hun så ham, kunne se potentialet til at det nok skulle gå og endda gå hurtigt, men hun ville ikke sige noget dengang, for hun kunne jo ikke love noget. Og dér, den første gang hun var herinde, da var det at han ikke kunne huske hvordan man gjorde, når man skulle rejse sig op. Det kan han heldigvis nu.

Vi har været meget heldige - det er vi helt klar over, for vi kunne ha' mistet vores søn, dengang tilbage i maj. Et mirakel?? Måske - jeg tænker i hvert fald på at der er mere mellem himmel og jord......

Lægen der tilså os for sidste gang på Diakonissenanstalts intensivafdeling sagde det samme, da jeg forsøgte at sige tak for alt hvad de havde gjort for os. Det var noget i retning af: Vi har bare gjort vores arbejde, takken skal vist rettes til ham der sidder en etage højere oppe (og så pegede han mod himlen).

Så både afd. i Tyskland og børneafd. på Sønderborg Sygehus skal aflægges en visit, når vi er hjemme igen og sommerferien er overstået. Sygeplejeskerne fra Sønderborg har endda ringet for at forhøre sig om, hvordan det gik ham den bette, og det var da en rigtig dejlig ting. Personalet på det tyske sygehus skylder vi jo ALT, og flere af dem sagde allerede dengang han endnu lå i koma, at de havde en go' fornemmelse med ham....... Og heldigvis fik de ret !!!!!!!!

Nu skal vi så hjem og lære at leve med den hjerneskade Jakob har fået. For det står helt fast, at det har han, og han slipper heller ikke helt uden mén. Men han kan starte i sin gamle klasse efter sommerferien og det er guld værd, både for ham, men også for os, og for klassekammeraterne.

Skadens omfang kan heldigvis også forbedre sig over det næste år og endda de næste 2 år, men det står fast at han har svært ved opgaver, der stille krav til både overblik og til blik for detaljer. Han har svært ved at skifte opmærksomhed mellem detalje og helhed og har svært ved at stykke detaljer sammen til helheder. Det kan øves med bl.a. puslespil, Flunkebøger, Lego, Find fem fejl og forskellige brætspil.

Samtidig har han svært ved opgaver der stiller krav til hukommelse. Han har svært ved at huske begivenheder og rækkefølgen i div. aktiviteter, og har også svært v. at huske detaljer i aktiviteter. Det skal trænes vha. vendespil, gemmeleg, huske forskellige talrækker mm.

Ovennævnte er jo lidt svært at kapere, når man tidligere har haft med en dreng at gøre, der havde klæbehjerne og huskede de mest mærkelige ting. En dreng, det lå i toppen af klassen. Og han kan huske alt, hvad han har lært indtil ulykken skete, men vil fremover få sværere ved at lære nyt, hvis han ikke bliver hjulpet godt på vej. Bl.a. vha. Ritalin, som han har afprøvet nogle dage i den forgange uge, og det har været virkelig godt for ham. Så det er besluttet at det skal han have, så han bedre kan koncentrere sig, når han er i skole og når han kommer hjem for at lave lektierne.

Uha, det var en lang smøre. Hvis nu nogen har læst med så langt, og skulle ha' lyst til at læse mere om hele forløbet, så kan det gøres på Jakobs egen blog.

Tak fordi du læste med.....