30. marts 2006

Sidste arbejdsdag - både :-( og ;o)

I morgen er det så den sidste arbejdsdag i mere end en forstand for mit vedkommende.

Først og fremmest er det i morgen den sidste dag, jeg officielt er ansat på min arbejdsplads gennem 7½ år. Heldigvis venter der noget nyt i kulissen snart, så det skal nok gå altsammen.

Men også på et andet punkt er det sidste arbejdsdag, nemlig med Diva.

Jeps, du læste rigtigt: JEG ER FÆRDIG MED AT STRIKKE DIVA.
Dvs. p.t. mangler jeg at strikke ca. 20 p på ærmerne, der er blevet strikket samtidig, så resten af aftenen og i morgen skal gå med at montere, så jeg kan komme til at bruge den inden foråret er omme og den bliver for varm.
Også her venter der nyt i kulissen, nemlig en trøje i noget lækkert Bauernwolle fra Markno, som jeg har fået i fødselsdagsgave af Bebiane. Glæder mig til at komme til at strikke på en anden pindestørrelse end 2½-3. For jeg har jo hele tiden haft sokker som mit "indimellem"-strikketøj, og dem strikker jeg stort set altid på p 2½.

Her på falderebet vil jeg gerne undskylde for endnu et billedløst indlæg, så jeg håber da at kunne fremvise et billede af Diva i morgen eller overmorgen

24. marts 2006

Job-søgningen en overstået

i hvert fald i første omgang.

En lille historie:
Så annoncen søndag aften på Jobindex og AF, ringede mandag formiddag for at høre nærmere (annoncen var knap så informativ). Sendte en ansøgning 10 min. senere. Blev ringet op tirsdag formiddag kl. 11 om jeg ku komme til samtale kl. 12 samme dag. Det lykkedes at overbevise skoleinspektøren om at give Emilie besked om at hun skulle gå i SFO'en og vente på mig (typisk, så havde vi netop aftalt at hun skulle køre direkte hjem den dag) og i formiddag har de ringet og tilbudt mig et vikariat (med evt. mulighed for fastansættelse) fra 22. maj til 13. oktober.

Skal derud igen på tirsdag formiddag for lige at se selve afdelingen og vist også resten af virksomheden. Og have min kontrakt mv..

Se, det er jo dejligt, for så er både strikkefestival og fremtidige garnkøb sikret. Glæder mig helt til at komme igang igen.

Sikke en dejlig ting at gå til weekend med, ikk'?

Og i dag er første par Zebra-babysokker strikket færdig og andet par i et andet garn påbegyndt (billeder følger senere), så Diva-ærmerne har stået på stand-by. Men der bliver taget revanche i weekenden - bare rolig......

22. marts 2006

Strik til velgørenhed

er normalt ikke noget jeg begiver mig af med, men at strikke babysokker af Opal-rester er vist noget jeg lige kan overkomme, når jeg trænger til lidt afveksling fra mine andre projekter.

Opskriften har jeg fra Bendixgarn, der osse skal modtage sokkerne til videresendelse til Tyskland, men jeg modificerer nok hælen til den Regia-hæl som Angelika lærte mig for nogle uger siden. Måske jeg kan få gang i det første par, når jeg skal til BM-møde (BM = befalingsmand i HJV) i aften.

Ellers skrider det fremad med ærmerne til Diva. Jeg har valgt at strikke begge ærmer samtidig og det går rigtig fint. Jeg er nået ca. 30 cm (incl. manchetterne) og iflg. opskriften skal ærmerne være ca. 44 cm inden man starter på indtagningerne igen. Jeg strikker til jeg når 40 cm (HF ærmer er jo normalt lidt lange i det) og så laver jeg en prøvemåling. Mine arme er IKKE i HF længde, da jeg jo har sat røv lidt tidligt (er kun 1,58 høj), så jeg må prøve mig frem.

Det trækker meget i mig for bare at smække fødderne op og strikke løs, men har lige et par småprojekter herhjemme der skal løbe af stablen idag, så jeg har lavet den aftale med mig selv, at jeg må strikke en rille for hver afsluttet ting, der bliver slettet fra dagens liste. Blogning er ikke med i aftalen, så jeg må hellere komme igang........

15. marts 2006

Siden sidst

Hvor skal man starte, når man ikke har blogget i ret så lang tid, for lidt er der da sket siden sidste post ?

Tror jeg vil starte med det færdige strik:



Jeg er nemlig blevet færdig med endnu en Harlequin Cap, denne gang til Emilie, så hun har en god hue uden tingeltangel, der kan være under cykelhjelmen. Hun har selv valgt farverne, så indersiden er rød og ydersiden er den flotte multifarvede (Baby/Hose Garn, fået i fødselsdagsgave fra grp. 7 - sidste år).

Og så er jeg osse blevet færdig med kroppen på Diva'en:



Ærmerne er jeg kommet godt i gang med, så det har da hjulpet at jeg har tilmeldt mig en UFO-uge i Spind-og-Strik her i uge 11. Om jeg når at blive færdig i denne uge vides jo af gode grunde endnu ikke, men jeg satser på at nå langt.

Hvad jeg skal gå i gang med efter Diva det ved jeg ikke helt endnu, men jeg tror det bliver det tørklæde jeg har råhvid Kauni liggende til, men måske bliver det osse min trøje i Bauernwolle, eller eller eller..........

For lige at tale om noget helt andet, så skal man være god mod dyrene, og det er vi skam her hos os. Vi køber den gode frøblanding, som fuglene elsker, og vi nyder at kunne sidde og ved køkkenbordet og se fuglene fornøje sig i foderautomaterne.
Og stærene har lige fået nye huse at flytte ind i. At det er snevejr er inden hindring for husenes ophavsmand, for når nu stærene er der, skal de ha' mulighed for at komme i læ for vind og vejr, så han trodsede elementernes rasen og var ude i snevejret for at hænge 3 nye stærekasser op. Og de er taget i brug, skulle jeg hilse og sige.....



Sidst men ikke mindst skal i da ikke snydes for et par billeder af ungerne:

Her er det Jakob der har fingrene i gærdejen:



og her er det springmusen Emilie, der er til sin første opvisning som springgymnast, og når jeg selv skal sige det, så har hun da ret godt styr på det dersens split: